fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
… og her kommer et lille udpluk af fotos fra en rundtur i området igår. Samtidig er det en test af integrationen med mit nye fotogalleri…
Flere oktober-fotos fra Vejlerne kan ses i ornitfoto-galleriet her [klik].
Efter i mange år at have haft fotogalleriet ornitfoto.dk liggende på sit eget webhotel har jeg nu flyttet alle de næsten 2000 fotos over på mit ornit.dk-domæne, så den nye adresse bliver foto.ornit.dk.
Samtidig har jeg benyttet lejligheden til at opfriste layout og grafik, og håber at have skabt en mere indbydende præsentation af mine fotos. Da de samtidig bliver langt lettere at integrere her på bloggen vil det forhåbentlig også betyde at jeg får præsenteret mange flere af de mange fotos jeg går og tager.
Jeg vil hermed gerne opfordre læsere af bloggen her til at gå på opdagelse i mine “ornitfotos”!
For mange år siden havde jeg på denne dato et blogindlæg med titlen ‘Liv i lianen’; det var på den hedengangne hjemmeside for Vejlernes Gravølsselskab, men jeg fik den overført til min nuværende blog.
Det handlede om vores stynede asketræ i haven ud mod vejen, som er helt overgroet af lianen efeu (vedbend), der blomstrer nu sidst i september – og som mange insekter er helt vilde med.
I den mellemliggende periode er vedbenden blevet stadig mere omfangsrig…
I disse dage ser vi igen fænomenet med, at vedbendens blomster har en enorm tiltrækningskraft på insekterne, og det summer og svirrer med tusindvis af især svirrefluer omkring træet. Der er også enkelte hvepse, humlebier og sommerfugle (Admiraler), men svirrefluerne er totalt dominerende. Jeg er ikke den store ørn med hensyn til svirreflue-bestemmelse, men for mig at se er langt den mest talrige art Gulfodet Dyndflue, med Have- /Marksvirrefluer på andenpladsen og enkelte Dronefluer, Sumpsvirrefluer og Tørve-silkesvirrefluer. Under alle omstændigheder er det et imponerende fænomen!
I det hele taget er der – årstiden taget i betragtning – stadig godt gang i inseklivet. Blandt andet har vi for andet år i træk haft en lang sommer med tilstedeværelse af Duehale i blomsterhaven – og den er der stadig og spreder glæde ved sin tilstedeværelse! Det var også på denne tid sidste år at jeg skrev et blogopslag om Duehale, der fløj til hen på sensommeren…
En telefonopringning der kom, lige som jeg havde sat espressomaskinen i gang i morges, fik mig hurtigt til at udskyde morgenmaden. Det var Inge Marie Fruelund i Skårup, der i nat havde fundet intet mindre end en Oleandersværmer Daphnis nerii. Jeg var med det samme klar over, at her var tale om noget “dyrt”, selv om jeg ikke helt havde styr på hvor sjælden en ting det var.
Mange af de store natsværmere som kommer tilflyvende fra syd er mest “talrige” på denne årstid, det gælder eksempelvis også den allerstørste, Dødningehoved. Dén er også stadig sjælden, selv om der synes at være en tendens til hyppigere optræden i de seneste år.
Vi skyndte os til Skårup og det var dette syn (billedet oven for) som mødte os: en stor og prægtig natsværmer med de fineste sarte farver og et delikat mønster. Den var i nat blevet tiltrukket af “lyslokning” med kraftigt blåligt lys og dumpet ned lige her midt i Vejlerne. Den var så fin og intakt at man ikke kan lade være med at tænke at den måske er klækket her nordpå et sted; men på den anden side er det jo et robust insekt, og det tager den måske ikke mange dage/nætter at bevæge sig fra Afrika til Skandinavien – eller hvor langt sydfra den nu måtte komme.
For Oleandersværmerens yngleudbredelse er især Afrika syd for Sahara samt Sydøstasien – den kan ikke overvintre på steder med frost. Den er dog måske også fast på nogle af øerne i Middelhavet, og hver sommer gøres der mange fund i hele Sydeuropa, også af ynglende dyr i områder hvor de ihvertfald ikke kan overvintre. Det kan således være dyr som er kommet til verden i Sydeuropa som en sjælden gang imellem når så langt nordpå som op til os – men det er nok ikke noget man rigtigt ved med sikkerhed…
Der er altså under alle omstændigheder tale om et regulært HIT. Det er jo ikke første gang at der på Frimer & Fruelund’s matrikel i Skårup dukker en stor sjældenhed op; som bekendt var det også her, at Danmarks femte Gulddrossel nogensinde viste sig – for 25 år siden. Den var der mange som twichede, jo et udbredt fænomen blandt fuglekiggere (at bevæge sig, nogle gange langt, for at se en sjælden fugl). Men dette er nok første gang at jeg selv har været med til at twiche et insekt – det skal dog siges at jeg ikke behøvede at bevæge mig mange kilometer… 😉 (Og i parentes kan jeg da lige bemærke, at da jeg i 2019 fandt et par af Brun Kejserguldsmed ved Kokkær Vand i Nationalpark Thy, blev dyrene skam også twichet)…
Oleandersværmer er ikke lige så “dyrt” et dyr som Gulddrossel, men for at sætte observationen i relief for bloggens fuglekigger-læsere: sjældenheden er nogenlunde som eksempelvis Vandsanger. Og jeg er sikker på, at mange havde sat sig i bevægelse hvis der var blevet meldt en Vandsanger ud fra Vejlerne… 😉
Efter den fine morgenobs. af Oleandersværmeren har der været tid til at læse lidt op på hvor stor en sjældenhed der faktisk er tale om. Jeg har checket både Naturbasen og arter.dk. Før de digitale portaler begyndte mere systematisk at indsamle viden, har man kendskab til i omegnen af 20 fund gennem tiderne. De tidligste daterer sig tilbage til 1905, og op gennem det tyvende århundrede kunne der gå mange år imellem hver enkelt registrering. Bl.a. var der et “slip” uden observationer mellem 1956 og 1975, hvorefter der var hele fem fund igennem 1980erne, efterfulgt af et nyt “slip” på mere end ti år.
Det er først efter 2016 at arten er blevet næsten årlig i sin optræden – men stadig med meget få fund pr. år – og stadig med år, hvor den udebliver. Der var dog en undtagelse i 2024, hvor et helt unikt fænomen i dansk entomologi udspillede sig i Løkken. Der blev for første gang nogensinde fundet larver af Oleandersværmer i Danmark. En haveejer fandt over 20 larver på Nerie-planter (Oleander) i sin have. Planterne havde stået i haven i 4-5 år, hvilket udelukker, at larverne var importeret med nyindkøbte planter. Der må altså være tale om, at en trækkende hun havde fundet vej til haven og lagt æg. Flere af disse larver forpuppede sig og klækkede succesfuldt til voksne sværmere i løbet af september 2024.
Nu har vi selv en Nerie stående i haven, og jeg kan kun sige, at en Oleandersværmer-hun med befrugtede æg skal være mere end velkommen til at komme her – og vi vil også tillade larverne at spise løs af planten!
Hvis man som fuglefotograf kan svare ja til spørgsmålet “vil du gerne befinde dig et sted hvor det myldrer med fugle, tæt på?” og hvis man samtidig synes at vadefuglenes ungfugledragter er lækre – ja så kan jeg kun anbefale en tur til Roshagemolen i Hanstholm. Hvert år i august-september sker det igen: der samles ved bestemte vindforhold en masse opskyl på østsiden af molen, og i opskyllet må der være godt med fødeemner – for stedet virker som en magnet på vadefugle (og vipstjerter).
Her holder jeg ihvertfald meget af at tilbringe nogle timer, på dage hvor der ikke sker så meget over havet er det enormt hyggeligt at sætte sig med kameraet – og de unge vadefugle er heldigvis meget tillidsfulde, så lige så snart der er faldet ro på, kommer de ganske tæt på.
Det har jeg tidligere skrevet om her på bloggen, bl.a. et par indlæg med titlen “Mylder ved molen” tilbage i 2011. Og nu synes jeg det er på tide med et “opsamlingsheat” hvor jeg tilføjer lidt billeder fra de senere år – ikke mindst fordi mit fotoudstyr er blevet voldsomt opgraderet siden dengang.
Så her kommer først en lille video:
-og så et “lille” udvalg af billeder (-ja det er svært at begrænse sig når fuglene byder sig til på den måde 😉 ):
Mit firma ornit.dk har denne sommer stået for en lille undersøgelse af forekomsten af Grøn Kølleguldsmed i det nederste løb af Kongeåen (de sidste ca. 5 km før udløbet gennem Kongeåslusen).
Selv om det var en lille undersøgelse med blot tre feltdage i juli og august var resultaterne overvældende. Jeg fik registreret en meget høj tæthed af arten – meget højere langs selve åen end jeg på noget tidspunkt oplevede da jeg sidste sommer lavede den store guldsmedeundersøgelse i Gudenåen mellem Silkeborg og Kongensbro. Under undersøgelsen ved Kongeåen blev det til 59 registreringer af i alt 66 individer af arten, flest på ét besøg var 55 individer 14. juli – på en ca. 4 km lang strækning. Heraf var halvdelen at finde på blot 900 meter – en strækning nedenfor Vilslev Spang med stærk strøm.
Kongeåen blev for over 100 år siden udrettet på denne strækning for at skabe mere dyrkbar agerjord, hvilket selvfølgelig har medført et stort tab af biodiversitet. Ikke desto mindre huser åen stadig store naturværdier, og et stort EU LIFE-projekt – LIFE Naturprojekt Kongeåen – har til hensigt at forbedre naturforholdene og bidrage til gunstig bevaringsstatus for bl.a. den endemiske og truede fiskeart Snæbel. Baseline-undersøgelserne forud for de projekterede entreprenørarbejder var egentlig overståede sidste sommer, men da projektledelsen blev gjort opmærksom på tilstedeværelsen af Grøn Kølleguldsmed (bilag IV-art) blev det besluttet at der skulle laves en tillægs-undersøgelse af den. Jeg har netop afleveret rapporten, som kan ses her: [klik for download].
Grøn Kølleguldsmed har de seneste 10-15 udvist en bemærkelsesværdig spredning mod syd, til både Varde Å, Sneum Å, Ribe Å og Kongeåen. Det har mest været observationer fra steder med let adgang, som broer og stier langs åerne – men mig bekendt er der ikke tidligere gennemført optælling/kortlægning fra kano eller kajak langs disse vandløb. Det har derfor været rigtig godt at få dokumenteret, at der ved den næst-sydligste af disse åer er tale om hvad der må betragtes som en veletableret bestand!
Når jeg nu alligevel var ude i kajakken var det jo nærliggende at registrere de øvrige arter guldsmede og vandnymfer, og det var selvfølgelig mest Blåbåndet Pragtvandnymfe – men underligt nok kun nogle få Blåvinget P. Sidstnævnte er dog mere talrig længere oppe ad åen. Derudover var der et udvalg af mere fåtallige arter, bl.a. denne smukke Kileplet-Mosaikguldsmed.
Vi har en gang tidligere aflagt området ved Loftahammar i Östergötland et besøg, fristet af de mange fortællinger om, hvor let det er at se en af Skandinaviens allerflotteste sommerfugle dér – selvfølgelig Apollo Parnassius apollo. Vi har jo ingen Apolloer i Danmark, så mange danske sommerfugleinteresserede er enten taget til Gotland eller Loftahammar for at nyde den smukke art.
Vores netop overståede ferie i Sverige her sidst i juli 2026 gik igen til den østsvenske skærgård mellem Västervik og Valdemarsvik – denne gang dog ikke centreret omkring Loftahammar, men fastlandshalvøen lidt længere nordpå fra Åsvik/Östra Ed og østpå kaldet Åsvikelandet (udover at vi også besøgte Skåne og Uppland på turen, men det fører for vidt at komme ind på her).
Loftahammar og specielt naturreservatet Hulöhamn/Vindåsen har længe været kendt – måske særligt blandt danskere? – som STEDET at besøge hvis man gerne ville se Apollo, og det var da også vores hensigt i år at vende tilbage dertil. Men ved en tilfældighed blev det en feriebolig som altså lå lidt længere nordpå – og det skulle vise sig, at det område OGSÅ var et godt udgangspunkt for oplevelser med Apollo – og mange andre sommerfugle og andre fine ting.
Oversigtskortet her viser den svenske Artportalen’s fund af Apollo i Östergötland i år indtil dato (klik på kortet for at se det i stor størrelse):
De indrammede cirkler på kortet er Loftahammar/Hulöhamn sydligst og området vi besøgte i år – Åsvikelandet – nordligst. På det næste kort (klik for stor) ses et mere detaljeret blik på området med naturreservater og vandreruter indtegnet – samt røde prikker for omtrentlig hvor vi så Apolloer på vores tur:
Vi tilbragte fire dage i Östergötland – de første tre ved Östra Ed/Åsvik, L. Kalvö og Kvädö/Ekudden – og den sidste dag kørte vi så den ret korte distance ned for at genbesøge Hulöhamn ved Loftahammar. Vi havde på forhånd været en smule nervøse for om vi kom for sent i forhold til Apolloernes flyvetid, men den frygt blev gjort til skamme, for vi så i alt 25 dyr – heraf 24 på de første tre dage i dette nordlige område (i forhold til Loftahammar). Vi må altså konstatere, at området ved Östra Ed/Åsvik er et godt alternativ til Loftahammar/Hulöhamn – Apolloerne var meget lette at observere og fotografere – hvilket denne serie billeder skulle give et lille hint om…
Som man kan se på billederne fouragerede Apolloerne på forskellige blomster; i starten så vi dem mest på Knopurt eller Dueskabiose (lidt inde i landet), der blev også fourageret på tidsler og ved kysten var det overvejende en art høgeurt – og i et enkelt tilfælde en Kattehale.
Vi var bekendt med, at foderplanten for Apolloens larver i dette område mest er Sankthansurt – en blomst vi ellers ikke er vant til at se i naturen. Her fandt vi enkelte meget spredt i skovene; men når vi nærmede os skærgårdskysten blev det klart, at Sankthansurt her var en temmelig udbredt – ja nogle steder næsten dominerende – plante. Landskaberne kunne se ud som her:
Vi så flere gange en Apollo lette fra en Sankthansurt, uden at jeg nåede at foto-dokumentere det – og vi fandt heller ingen æg når vi kiggede efter. Men det ser ialfald ikke ud til at det i dette område er svært for de æglæggende hunner at finde egnede Sankthansurter.
Når en Apollo er optaget af at suge nektar er den tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring den, og for fotografen var det en fryd at kunne nærme sig så dyret næsten fyldte hele søgeren. Flere gange var jeg under en halv meter fra sommerfuglen uden at den viste mindste tegn på flugt.
Selv om det blæser er det ingen hindring – Apollo virker som en robust sommerfugl. Det er helt sikkert også den tungeste af de europæiske dagsommerfugle. Men den har særlige krav til sine levesteder, og bl.a. præferencen for foderplanter til larverne må være noget af det, som styrer udbredelsen. Ser man på udbredelseskortet er bestanden splittet op i mange små fragmenter – men dækker et enormt stort område mest i bjergegne fra Den Iberiske Halvø til Mongoliet, med nordlige forposter i Norge-Sverige-Finland. Apolloerne på Gotland og dem på Sveriges fastland er i øvrigt to forskellige racer, og i Norge findes yderligere to – og der er i alt beskrevet et meget stort antal underarter. Ifølge Lars Andersen’s (hvil i fred) hjemmeside danske-natur.dk er der tale om ialt ca. 277 beskrevne racer – men han mente dog samtidig, at en del af dem kan være synonymer/fejlagtige. I Sverige, hvor vi så den, var det bogstaveligt helt ned til havets bred; men som nævnt er det hovedsageligt et dyr der er tilknyttet bjergene, og der er tilfælde hvor evolutionen har udviklet en selvstændig race i en enkelt bjergdal i Alperne (på grund af lang tids isolation). Selv havde vi for et par år siden den glæde at bo et sted i Pyrenæerne hvor dette dyr kom forbi “vores” hus:
Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel i forhold til dyrene vi så i Sverige.
Nå, nu vil jeg aslutte Apollo-kapitlet – for vi så naturligvis også mange andre spændende ting under dagene i Östergötland. Naturen i området vi boede i var en mosaik af mange indskårne hav-vige (så der var godt med skærgårds-stemning), skov på klipper helt ned til vandet, gamle (MEGET gamle!) egetræer, lidt dyrkningsland hvor det har været muligt at få en plov i jorden – og så også afgræssede enge og overdrev, som var botanisk meget flotte.
Specielt denne skrånende eng ned mod vandet med titusindvis – hvis ikke hundredtusinder – af blomstrende Knopurt vakte stor begejstring. Her så vi en anden stor markant sommerfugl, som man jo også altid bliver glad i låget over at se:
-og lidt tættere på:
-samt et endnu flottere eksemplar:
Svalehale er heldigvis stadig temmelig almindelig mange steder i Sverige. Det samme gælder Sørgekåbe, men den finder man sjældent fouragerende på blomster. Så vi så bare en enkelt, der kom til en stor Asp med en revne i barken der kunne suges saft fra…
Sådanne steder får man uvilkårligt tanker om Poppelsommerfugl eller Iris, men det blev desværre ikke på denne tur at vi stødte på disse fine arter… Til gengæld alt muligt andet fint, og jeg vil slutte dette blogopslag med en stribe af hvad vi ellers oplevede i dette meget indbydende “nye” (for os) område…
Nå, det blev jo en længere historie – og så har jeg slet ikke været inde på pattedyrene (Skovhare, Rådyr, Ræv, Grævling) eller fuglene (Havørn, Rød Glente, Fjordterne, Sortspætte osv.)… Det må blive ved en anden lejlighed!… Men under alle omstændigheder – vi fik endnu en gang bekræftet, at Sverige er fantastisk – og på mange punkter kan man som dansker kun misunde vort kære naboland og dets indbyggere!
Indvandringshistorien for Stor Kejserguldsmed i Danmark er velbeskrevet. Det er gået med en hastighed, siden de første iagttagelser midt i 1990erne, som kom bag på de fleste som beskæftiger sig med insekter. Idag er der stort set ikke et vandhul som ikke har fastboende Stor Kejser.
Nu ser det ud til at historien skal gentage sig med den mindre art Lille Kejserguldsmed. Mogens Holmen (æret være hans minde) fandt tilbage i 2016, altså for kun ti år siden, de første nymfer af arten i Safirsøen på Bornholm. Arten var måske allerede på det tidspunkt veletableret på stedet, og i 2019 var jeg selv derovre og havde lejlighed til at nyde synet af den smukke art – i mine øjne er det faktisk en flottere guldsmed end den lidt “prangende” Stor Kejser…
Senere er arten fundet spredt på flere lokaliteter på Bornholm, dog med en aftagende tendens de senere år – men det tillægger jeg ikke større vægt, jeg formoder at det blot er fordi at Lille Kejserguldsmed nu er blevet “nem” at få at se – ihvertfald for sjællændere og folk på Sydhavsøerne Lolland/Falster (/Møn). I de første år var der en del odonatologer som decideret rejste til Bornholm for at se arten – det behøver man altså ikke mere. Og der er ikke mange fastboende guldsmede-obs’ere på øen. Lille Kejser har været fast på Lolland/Falster siden 2021, og er samtidig fundet på flere og flere lokaliteter på Sjælland. I starten mest Nordsjælland, men efterhånden er den iagttaget stort set over hele øen, inkl. længst mod vest.
2021 lader til at have været et år hvor arten i det hele taget tog et ordentligt “ryk” fremad, den dukkede således også op på Samsø og i Vestjylland helt ovre ved Esbjerg, hvor Inge Nagstrup fotograferede en fouragerende han over et banelegeme. I 2022 sås arten første gang på Langeland.
Jeg har gennemgået Naturbasens observationer som stort set alle er validerede. Derudover kan jeg se på Arter.dk, at Lille Kejser er blevet rapporteret fra nogle få yderligere lokaliteter, inkl. i Jylland – men jeg holder mig i denne omgang til at kigge på observationerne fra Naturbasen. Siden 2024 er den blevet set flere steder i Nordjylland, og det aktuelle kort over fund fra Naturbasen ser sådan ud:
Det helt store “ryk” nordpå er først observeret i år, hvor der 25. juni kom den første melding om flere individer – inkl. en parring – fra en lokalitet tæt på Ørslevkloster Sø nær Skive. Observatørens navn er Casper Katborg, og Pia Odgaard var hurtig til at følge op og få forekomsten dokumenteret med fotos. To dage senere sås den også ved selve Ørslevkloster Sø, og i dagene derefter var vi flere af Jyllands “hårde kerne” af guldsmede-aficionados, som opsøgte stedet og fik os nogle fine oplevelser.
Fra parkeringspladsen i nordenden kan man gå ned ad stien på både øst- og vestsiden af søen – men i første omgang kom jeg slet ikke så langt, for da jeg ankom til stedet var der en “flok” af store guldsmede som fouragerede over en blomstermark – og det var allesammen Lille Kejserguldsmed! Her var der ialfald mindst seks hanner – og senere så jeg yderligere fire hanner og en enkelt hun. Andre observatører har set både parringer og æglæggende par (Lille Kejser er jo som bekendt en art hvor æglægningen foregår i tandem, ganske spektakulært for så stor en art). Den dag hvor jeg var der – den sidste dag i juni – var det kun ganske lidt jeg så dyrene sidde stille, og når de gjorde var det lavt i vegetationen hvor de var besværlige at fotografere…
– eller højt oppe i træerne…
Der var ret få andre større guldsmede, en enkelt Brun Mosaikguldsmed og nogle få Stor Kejserguldsmed.
– her et helt nyforvandlet individ som også var “dumpet ned” i vegetationen. Men Lille Kejserguldsmed var langt den mest talrige guldsmed på stedet den dag! Andre odonatologer har på Naturbasen indtastet op til 15 individer, og da vi har dækket delvist forskellige strækninger er jeg sikker på at det samlede antal dyr er betydeligt større.
Der blev som nævnt også fundet nogle individer lidt væk fra selve søen (lokaliteten Frederiksminde), og senere også et enkelt individ i en mindre sø i Dalgas Plantage små ti kilometer syd for af Kis Boel Guldmann – så der er for mig ingen tvivl om, at Lille Kejserguldsmed for et eller flere år siden har grundlagt en bestand i dette område. Jeg spekulerer på, om den også kunne være etableret ved den nærliggende Hjarbæk Fjord, for ifølge litteraturen skulle den godt kunne tolerere brakvand.
Samtidig er arten først i 2024 og nu igen i år fundet i nogle råstofgrave ved Nørhalne i Vendsyssel – lige syd for Store Vildmose (Svend Erik Mikkelsen). Også her er der set parring og æglægning.
Ørslevkloster Sø er en pænt stor sø med en veludviklet, kraftig rørskov langs store dele af bredden, afbrudt af mindre vige med forskellig sumpvegetation. Det er en meget større lokalitet end Safirsøen på Bornholm hvor jeg ellers kender arten fra, og også i Sverige har jeg mest iagttaget den i forskellige former for råstofgrave – men i øvrigt lader den i meget af sit udbredelsesområde til at være rimeligt bred i sine habitatpræferencer. Så forudsigelserne om, at arten har potentiale til yderligere spredning i Danmark synes jeg virker meget sandsynlige. Det tilskrives klimaforandringerne; men arten synes nu så veletableret – ihvertfald ved Ørslevkloster Sø – at den må være i stand til at klare ret så hårde vinte som den vi havde i 2025/26. Jeg har ihvertfald meget svært ved at tro at den store forekomst lige nu skyldes tilflyvning denne sommer – det må være resultat af en tidligere etablering. Lille Kejser angives at have en 1-2-årig larveudvikling på vore breddegrader.
Til sidst bringer jeg lige et par tabeller som illustration af artens foreløbige indvandringshistorie i Danmark:
Jeg besøgte i 2022 Mosestien, Knudskær ved Stubbergård Sø og beskrev dengang hvor fin en oplevelse det var, ikke mindst fordi man her har brugt de ressourcer der kræves for at anlægge en sti på en gangbro igennem et fint sumpområde.
Igår var der en lejlighed til at genbesøge stedet da min vej bragte mig forbi Skive, og jeg havde en eftermiddagstime til rådighed. Det gav en bekræftelse af, at denne særdeles velanlagte sti (administreret at Holstebro Kommune) giver en ret unik mulighed for at komme tæt på et væld af guldsmede og vandnymfer, inkl. den eneste bestand af Spidsplettet Libel i Vestjylland.
Nu havde jeg sidste sommer den store fornøjelse at stå for et stort guldsmedeprojekt ved Gudenåen mellem Silkeborg og Kongensbro med bl.a. en hidtil uset stor bestand af Spidsplettet Libel, men i Jylland er der ikke mange steder man kan opleve denne fine art når man ikke er i nærheden af Gudenå-systemet.
I det hele taget gav genbesøget på Mosestien næsten for første gang i år et indtryk af mængder af guldsmede og vandnymfer – ellers har maj jo altså været præget af blæst og kølighed og en sæson som var umådelig lang tid om at komme “op i omdrejninger”. Jeg havde slet ikke tid til at gå hele stiens 1,7 kilometer igennem, men en “stikprøve” på en del af strækningen gav bl.a. 13 registreringer af ialt 18 individer af Spidsplettet Libel, inkl. et par i parring…
Ligesom for fire år siden var der også Kileplet-Mosaikguldsmed til stede på lokaliteten, og i det hele taget var der bare “gang i den”, med arterne Almindelig Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Rød Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Fireplettet Libel og en æglæggende hun af Grøn Smaragdlibel. Samt – selvfølgelig – en masse Blåbåndet Pragtvandnymfe.
Mine observationer af odonata bliver jo altid indtastet på Naturbasen, og dagens registreringer fra Mosestien kan beses her. Og her er et udpluk af de fotos jeg fik taget under besøget igår:
For de fleste naturinteresserede, ikke mindst ornitologer, er maj måned på mange måder et af årets højdepunkter. Der sker så meget derude, så hvis bare man misser en dag eller to føler man sig konstant bagud i forhold til at følge med. Maj er en rigtig dejlig tid med lange dage og genkomst af mange fine fugle og andre “sager” (dyr og planter) – og på samme tid en stressende tid, som nogle gange fører frustrationer med sig… Man føler bl.a. sjældent at der er tid til at få bearbejdet fotos og øvrige indtryk.
Nu hvor 2026-udgaven af maj måned er passeret, har jeg fundet lidt ro til at kigge tilbage. Vejrmæssigt har det her i Nordvestjylland været en noget kølig affære igennem det meste af måneden, selv om DMI’s samlede status over måneden siger at den har været tæt på (endda lidt over) klimanormalen hvad angår temperatur på landsplan. Det har også været temmelig blæsende og meget tørt. Jeg har flere gange tænkt at det var godt, at jeg ikke i år har et stort guldsmedeprojekt, for det ville have været svært at finde gode varme solrige dage at lave registreringer på.
Men her kommer et udpluk af de oplevelser måneden har budt på.
Lige som sidste år så jeg årets første odonata allerede i april – en Rød Vandnymfe ved Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle den 28. april, og det er jo – her nord for fjorden – temmelig tidligt. Og jeg har da efterfølgende set de fleste af de sædvanlige, forventede tidlige arter i løbet af maj – Grøn Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Nordisk Kærguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Blå Libel, Stor Blåpil. Men det har været min oplevelse at mængden af dyr har været meget lav og at de generelt er kommet sent i gang. Blandt andet har jeg flere gange i løbet af sidste halvdel af måneden været ude i Thy og Hjardemål Klit/Blovsgårde-området og kigget efter Huevandnymfe – men med negativt resultat. Huevandnymfe er jo en tidligt-flyvende art med ultra-kort flyvetid, som man skal være på pletten for at se mens tid er, for allerede få uger inde i juni kan det være for sent. Faktisk har jeg været alvorligt bange for, at 2025 skulle blive et år helt uden Huevandnymfer for mig – og hele maj måned gik da også, uden at jeg fik arten at se. Jeg har tænkt at det måske kan have været den hårde vinter, som har været hård ved arten – og måske også ansvarlig for at jeg i øvrigt har oplevet “mangel” på guldsmede og vandnymfer. Men det kan selvfølgelig også bare være en forsinkelse af sæsonen, for efter en kold vinter og uden deciderede varmeperioder i april-maj tager det nok lang tid for vandtemperaturen at komme op – og for de fleste guldsmedearter er det formentlig vandtemperaturen mere end dagslængden, som er afgørende for tidspunktet for forvandling.
Nå, men nu har jeg alligevel fået set Huevandnymfe i år – det skete bare ikke i maj, men på den første dag i juni, hvor jeg var på Bygholmengen for at assistere med kortlægning af ynglefugle. På den femte parcel sydfra var der en sumpet zone tæt på diget til Glombak, hvor jeg uden at foretage en systematisk gennemgang – det var der ikke tid til – hurtigt fandt ca. 20 eksemplarer, heraf flere i parring.
Det viste sig at der tilmed var en Huevandnymfe helt ovre i den østlige ende af samme parcel, i en lille pande på engen som givetvis har været bundfrosset i vinters. Her var der masser af andre vandnymfer og guldsmede – og hvis de er klækket lokalt og ikke tilflyvere må det vel være vidnesbyrd om, at hårdt vintervejr ikke er et stort problem for guldsmedene her – formentlig gør de som larver det samme som de mange Strandtudser, der også forekommer i de samme områder – søger ned i bundsedimentet, hvor der måske foregår så megen biologisk aktivitet at det forhindrer total dybfrysning.
Jeg var uheldig at misse en Lille Gulben på gæsteoptræden i Vejlernes nye “hit-hotspot” i sydøsthjørnet af Lund Fjord da jeg selv var på vej til Vadehavet. Men ellers har måneden budt på mange fine fugle, først på måneden bl.a. med store flokke af Brushøns på gennemtræk. Særligt nemt at få gode kig på “kamphanerne” var det på Revlsbuske, hvor de optrådte både i rene flokke og sammen med Hjejle og Lille Regnspove…
En anden vadefugleart som også kommer på besøg under trækket nordpå, ofte lidt senere på måneden, er Pomeransfugl – en art som kan svinge ganske betragteligt i antal fra år til år. Her omkring Vejlerne er det ofte enten Revlsbuske eller Thorup Fjordholme, der kan tiltrække fuglene på nyspirede kornmarker. Sidste år sås kun en enkelt eller to, men i år var der i en længere periode – 11 dage mellem 7. og 17. maj – en eller flere flokke på Thorup Fjordholme, op til 40 blev set, og jeg selv oplevede op til 26 i den største flok. Det er altid en fornøjelse at se de lækre fjeldfugle med de smukke farver!
Jeg må indrømme at jeg selvfølgelig ville foretrække at opleve de kære vadefugle i mere naturlige omgivelser, men man må jo erkende, at når de industrielle landbrugsmarker vælges som Brushønsenes og Pomeransfuglenes opholdssteder, må det være fordi markerne har et eller andet, som fuglene kan lide!
Et andet indslag i Vejlernes fugleliv, som de senere år har været i stigning, er Rovterne. Normalt ser vi dem først i sensommeren, men i år kom et par forbi på éndagsvisit 6. maj. De stod i Vestsøen ud for klydekolonien, og i øvrigt må jeg sige, at forholdene på denne del af Bygholmengen i år ser helt fænomenale ud! Nu er jeg jo ikke længere selv som sådan involveret i overvågningen af ynglefuglene her (bortset fra at jeg blev inviteret til at deltage i en kortlægning forleden) – men det er en fornøjelse at se, at der på trods af et tørt forår kan opretholdes gode vandstandsforhold på Bygholmengen, og bl.a. er der på vestengen en pænt stor hættemågekoloni og altså rigtigt mange par Klyder (ca. 250) – hvis unger netop i disse dage klækker i stort antal.
Når man som ynglefugletæller færdes i sådan en koloni giver det selvfølgelig forstyrrelse, og forældrefuglene får “brækkede vinger” for at aflede opmærksomheden…
– men jeg skal understrege, at enggennemgangen udføres af erfarne folk som gør hvad der er muligt for at minimere forstyrrelsen.
Igen i år er jeg involveret i ynglefugletællinger på Fanø og Mandø. Førstnævnte er et led i det trilaterale samarbejde (DK, Nederlandene, Tyskland) om overvågningen af Vadehavet og det danske NOVANA-program, mens Mandø-tællingerne fokuserer på ynglesuccesen hos udvalgte vadefugle og er et special-projekt som led i et samarbejde mellem aktørerne Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Esbjerg Kommune. Det arbejde er det nu syvende år jeg udfører (under en aftale med Amphi Consult), og rapporterne fra de tidligere års tællinger kan læses på Esbjerg Kommunes hjemmeside.
Det er et arbejde som giver en dejlig masse gode oplevelser med fuglene, og da dette blogopslag i forvejen tenderer til at blive “langt i spyttet” vil jeg holde lidt igen med teksten og i højere grad lade billederne tale…
Jeg har to besøg hvert forår på den fantastiske, kæmpestore strandeng Grønningen på det nordlige Fanø, hvor der igennem en årrække har været et såkaldt rævesikkert hegn som tilbyder kolonirugende fugle en yngleplads med en bedre prognose for ynglesucces. Hegnet har fungeret med varierende tiltrækningskraft på fuglene, men i år ser det ud til at være en magnet, og der er en god koloni af Dværg- og Havterner.
På Mandø – hvor jeg gennemgår alle engene fem gange i løbet af ynglesæsonen – er det som altid en fryd at færdes mellem hundredvis af ynglepar af vadefugle, og specielt er det en stor tilfredsstillelse at se, at mange af dem rent faktisk får unger. Udover ynglefuglene falder der også lidt “krydderier” af; i år har jeg således både fundet seks Pomeransfugle og en Odinshøne på øen.
Jeg har jo efterhånden i stigende grad fået øjnene op for mange af de andre dyr der er derude, hvilket giver en udvidet oplevelse af diversiteten i den danske natur. Og selv om jeg i nogen grad har syntes at der “manglede” guldsmede i maj, er det blevet til mange andre iagttagelser af sjove insekter, heraf nogle som jeg aldrig før har set. Så jeg vil slutte dette tilbageblik på måneden med et lille begrænset udpluk af nogle af de fineste/sjældneste.
